Reparation og dekoration,
-en vej til mindre tøj- og tekstilspild.
At reparere og dekorere går hånd i hånd, når vi i tre dage skal arbejde med tøj og boligtekstiler som har huller, pletter, dårlig pasform eller blot er kedeligt! Med broderiet som udgangspunkt kan vi ”fjerne” pletter, forstærke tekstilerne eller gøre dem mere personlige, og med symaskinen
kan vi forandre tøjet, -sy det ind, sy det ud eller sy nyt.
I vil blive introduceret til både traditionelle og utraditionelle reparationsmetoder, som kan være smukke, skøre, usynlige, sjove, udtryksfulde og personlige. Du skal medbringe tekstiler, som er hullede, plettede eller trænger til lidt fornyelse, og vi vil i fællesskab finde løsninger på ”problemet”, så dine tekstiler kan klare 10 år mere.
Undervisningen vil være meget individuel, men jeg har et ønske om, at alle møder op med mindst to skjorter; den ene må gerne passe dig godt og derfor være egnet til at dekorere, som den er, og den anden er helt efter eget valg, stor, kæmpe, lille eller andet, men begge skjorter må gerne have huller, være slidte, eller have pletter, og du skal som udgangspunkt kunne lide enten farve eller stofkvalitet … ellers er det ikke interessant, at arbejde videre på den!!
Jeg ser frem til at arbejde sammen med jer og udover skjorterne, så vil I kunne reparere og dekorere alle former for tekstiler – fra duge og viskestykker til sokker og striktrøjer.
Amy er uddannet håndarbejdslærer, og hun har undervist i vævning og broderi. Det sidste er blevet hendes fag.
Skals Højskole har været omdrejningspunktet for Amy, dels som seminarielærer på Tekstilformidleruddannelsen og senere som højskolelærer. I alle år har hun været meget optaget af at genanvende og reparere tekstiler, og broderiet har været oplagt til dette.
I dag er hun freelancer og kan koncentrere sig om at udvikle kurser, som hun mener er relevante, og som hun brænder for. Her er det igen reparation og re-design, der kommer ind i billedet.
Amy er stadig gæstelærer i Skals, men nyder nu også at komme rundt i landet og møde interessante mennesker, der som hun, brænder for tekstiler og aldrig kan få nok!!
Find mere her: https://www.instagram.com/amylyngaa/
Hvornår: | Den 31. jan. – 2. feb. 2025 fra fredag kl. 18 til søndag kl. 13. |
Sted: | Tranbjerg Skole, Grønløkke Alle 9, 8310 Tranbjerg. |
Pris: | 1000 kr. for medlemmer. |
Betaling: | Afvent besked efter tilmelding. |
Lukket for tilmelding